• Alex Knudsen var død i seks minutter, men så stormede hans redningsmand ind ad døren

    Source: BDK Borsnyt / 27 Jul 2025 02:43:44   America/Los_Angeles

    For begge har det været en af de situationer, hvor livet for alvor strammer til. Hvor alt er på spil. Hvor det handler om liv og død. »Jeg har været heldig. Jeg er her endnu, og det har jeg én at takke for – og han sidder lige her ved siden af,« siger Alex Knudsen, 68 år, og kigger over på Dennis Pallesgaard. De to har, fra hvert sit udgangspunkt, været hovedpersoner i et af hverdagens store dramaer. Hver dag året rundt er der mellem ti og 15 danskere, der som Alex Knudsen rammes af hjertestop, mens de befinder sig derhjemme, er på besøg hos venner eller er sammen med andre i det offentlige rum. Hver dag året rundt er der også et stort og stigende antal danskere, der som Dennis Pallesgaard rækker hånden op og er parate til at rykke ud med en hjertestarter for at hjælpe til med at redde liv blandt nødstedte mennesker, som de ikke kender. På få år er den såkaldte hjerteløberordning vokset kraftigt og har udviklet sig til at være en helt central del af det danske akutberedskab. Var død i seks minutter Alex Knudsen husker kun i glimt, hvad der skete den dag, da han faldt om med hjertestop hjemme hos en god kammerat på en ejendom i nærheden af Lindersvold herregård på Sydsjælland. Han kan erindre, at han lå på gulvet og havde det dårligt. Han svedte, og i dag ved han, at han faktisk var død i fem-seks minutter. Dennis Pallesgaard var i gang med at grille bøffer på campingpladsen et par kilometer borte, da alarmen gik. Den 29. juli 2020 lidt over klokken 18 på en varm sommerdag krydsede de to mænds livsbaner hinanden. Dennis Pallesgaard var med til at redde et andet menneskes liv, og Alex Knudsen fik, hvad han beskriver som »en chance til«. »Jeg tænker på det hver dag. Når jeg går i seng, kigger jeg lige op mod de højere magter og takker for en god dag. Når jeg slår øjnene op om morgenen, glæder jeg mig over at få en dag til,« siger han. Hjerteløberordningen, der startede i 2017, har på få år fået en anselig størrelse, viser nye tal fra TrygFonden, som driver ordningen. I dag er der godt 57.000 aktive hjerteløbere over hele landet, som har meldt sig frivilligt til at rykke ud, når de bliver alarmeret af vagtcentralen via deres mobiltelefon. Det svarer til 1,2 procent af den voksne befolkning. Alene i de fem første måneder af i år blev de aktiveret til hjertestop i alt 1.309 gange – og ofte er hjerteløberne de første på stedet. Det anslås, at i mindst 70 procent af tilfældene er én eller flere hjerteløbere fremme, før det professionelle beredskab så som ambulancer indfinder sig på stedet. »Vi vandt over manden med leen« For Dennis Pallesgaard var det første gang, efter at han havde tilmeldt sig hjerteløberordningen, at der var bud efter ham. Alle mulige »irrationelle« tanker nåede at løbe gennem hovedet på ham, da han stormede hen i receptionen på campingpladsen for at hente hjertestarteren. Først troede han, at det var en fejl på telefonen, og undervejs var han ved at vælte flere børn. Han blev også i tvivl om, hvorvidt han kunne få udleveret hjertestarteren, når han ikke havde uniform på. Men alt lykkedes. Han kastede sig ind i bilen, og da han efter godt tre minutter nåede frem, stod det krystalklart, at der var brug for at gøre noget. Ellers ville manden på gulvet dø. Han fik sat hjertestarteren på, stødte et par gange, ganske kort – og resultatet kom med det samme. Da han ankom, var Alex Knudsen helt blå om munden, men det rettede sig, og han begyndte at trække vejret igen. »Vi vandt over manden med leen. Det er ret vildt,« siger Dennis Pallesgaard. I dag lægger han dog ikke skjul på, at han dengang var i tvivl om, hvorvidt Alex Knudsen ville overleve i længere tid. Selvom han trak vejret, var han askegrå i ansigtet. »Men han klarede den jo. Vi sidder her. Fem år efter. Det er en kæmpe succeshistorie,« siger Dennis Pallesgaard. Det skulle også vise sig, at hans indgriben var helt afgørende. Ambulancen nåede således først frem efter 19 minutter, og på det tidspunkt ville det sandsynligvis have været for sent at genoplive Alex Knudsen. »Jeg er i fuld vigør« Han har efterfølgende fået en ballonudvidelse og har også, ad flere omgange, fået indopereret en såkaldt ICD-støder, som kan holde hans hjerte i gang, hvis det er på vej til at gå i stå. Senest har han fået, hvad han beskriver som en »Rolls-Royce-model«, som har gjort, at han i det store hele kan det samme, som han kunne før hjerteanfaldet. Han kan stadig gå og bygge på de trailere, traktorer og landrovere, som holder ham i gang og er hans store interesse efter 40 år som turistchauffør. Det regner han med at blive ved med nogle år endnu, og han passer også selv den 3.800 kvadratmeter store grund omkring sin ejendom. »Jeg er i fuld vigør«. Venner Dennis Pallesgaard har en fortid som ambulanceredder og arbejder til daglig med at sørge for elforsyningen og sikre nok strøm til store begivenheder som Roskilde Festival. Han er fortsat hjerteløber og har efterfølgende været kaldt ud en håndfuld gange. »Hver gang bliver jeg lige overrasket. Men man bliver også straks meget målrettet, når alarmen går.« Men han er ikke i tvivl om, at det er det rigtige at gøre, og opfordrer alle til at tage stilling til, om de måske skulle melde sig som hjerteløbere. »Det er vigtigt at bidrage, hvis man kan – og alle kan finde ud af at betjene en hjertestarter.« De to ses også stadig fra tid til anden og er i flere sammenhænge stillet op for at fortælle deres fælles historie for at promovere hjerteløberordningen. Efterhånden har det udviklet sig til et venskab, og for Dennis Pallesgaard er det blevet »personligt«. »Man knytter nogle særlige bånd, når man sammen har været igennem det, vi har.« I Alex Knudsens familie har flere meldt sig som hjerteløbere. Han følger også sin redningsmand på Facebook og sender ham jævnligt en venlig tanke. »Det er vigtigt at vide, hvem der har været involveret og sørget for, at vi kan sidde her i dag. Det har jeg al mulig grund til at være taknemmelig for.« https://www.berlingske.dk/indland/alex-knudsen-var-doed-i-seks-minutter-men-saa-stormede-hans-redningsmand
Share on,